Juba, The Missionary Hotel, Benny and some dirt

Standard

4th day in Juba, South Sudan and I’m still alive, kinda clean, I’ve not been mugged (knock on wood), I’m always pretty sweaty, full of mosquito bites and recently a dog owner. Welcome to blondie in Africa volume 3.0!

Before starting off I’d like to apologize for the lack of pictures – down here people will go as far as to civilian arrests if you haven’t got their permission to take pictures; even if it’s just a building or something else random non-human.

Flying into Juba is quite a vision; first of all the city looks like a huge scattered mirror due to the tin roofs covering most houses in the city. Then there’s the UN choppers lined up around a crashed jet, which apparently has been lying there for some years now. There’s Juba International Airport; a very chaotic, busy and tiny place, which smells like a mixture of pee and sweat and stressed NGO-workers – there is a system for sure, it’s just very difficult to see through – and when you have you’re left wondering why on earth no one changes it; just push a table ’round a few meters, don’t have two different lines working in the same booth, do put up a sign that tells people what to do. And international?, well you could have fooled me when I entered that perhaps 50 sqm room.  But T.I.A., I know it is and you know I like it (except from the smell of pee and sweat) 🙂

I’ve gotten myself a nice big room in a nice house with all-day cold showers and electricity from 7pm-7am. Any other time of day I live in darkness (which of course is not entirely true). I live with Agnete, Bo(Bo) and Benny, who are all very sweet people except Benny who’s actually a dog. He used be a de-miner and has probably saved a lot of people, but now he’s retired. He’s pretty racist and only likes white people and embarrasses us by barking at black people on the street. We live in a compound with all the other Christian humanitarian organizations and it’s very tempting to make a bit fun of it all since none of us are true believers, but one thing is for sure: God is with me! (Til danske læsere: vores sted er også kendt som Tidehvervs Missionshotel (høhø) –  https://maps.google.be/maps/ms?msid=208493251469535750943.0004de03f4a60a42db7da&msa=0).

Other than that I’ve been positively surprised by Juba that offers both yoga classes, swimming pools, supermarkets, good dining places, redwine and chocolate – at least I’ve been told 🙂 But the city is still made up of half asphalt road and half dirt road full of potholes and giant muddy pits; since it’s still rainy season it takes some courage and accelaration to get around even in a land cruiser. The tallest building is around 3 storeys. They close down half the city when the president moves around even just from work to home. There’s no bank that works, so the only way to get money is to exchange dollars at a rate that most likely changes a lot from day to day. Let’s just say, there’s a looong way ahead for Juba to be the kind of capital you imagine, when you think of a capital, though the locals don’t think it’s neither a small or, all things considered, peculiar city.

RANDOMNESS

I’ve picked up my first telephone number from a guy I still don’t know since it was given to me by a waitress. I don’t think I’m gonna call him 🙂
I’ve seen a pick-up truck full of armed military guys, which resembles things you’ve only ever seen in movies like Blood Diamond or Hotel Rwanda.
I’ve done my first yoga session in the heat of South Sudan.
I’ve been grounded inside a house all day (today) because of some nightly brawl.

Power out!

XoXo
Maja Sky Papaya

Advertisements

Back to life – revival of my blog before South Sudan…

Standard

First, a WARNING:
For old readers – I’m going to try this blogging-thang in English from now on.
For new readers – in spite of being academic by education I try to keep my blog to a familiar level and am pretty much writing as I talk and sharing my immediate experiences instead of analysing and going all-in anthropology/human security on it – it’s easier and more fun for both you and me, I have plenty of academia to write 🙂

South Sudan, new Flag

South Sudan, new Flag

As most of you probably know by now, it is about time for me to pack up my gear and go to see the mighty world awaiting me for far too long by now. I’m once again going to Africa, which according to my favorite nephew this evening became a tiny town in little Denmark – of course he knows that it’s really a ‘country’ far far away – ehem… We’ll talk about that the next time we’re mapping the places in which he knows people… Anyways, for now I’m still in Denmark; just moved in with my lovely sister for a couple of weeks, where I’m newly employed as a house elf (more privileged than Dobby that is) – aka cleaning assistant, cook, babysitter, dishwasher, laundry lady, loafer… But I’ve seriously been in Denmark too long (no comments) and luckily my studies once again give me the opportunity to leave this place (want to say shithole but that’s not entirely true) and enter the WORLD again.

To be exact I’m on my way to South Sudan, where I landed an internship with DanChurchAid (Danish NGO). I’ll be working 45 hours a week and finally going to grapple with being a real grownup. WUHUU! I mean that… Even if an old lady in an elevator yesterday told me that “…then you’re going to get eaten… They’ll put you into a big pot and boil you first!” Right!

I’m going to stay in Juba, the capital of South Sudan; the world’s newest capital inhabited by less than half a million people and with status as one of the most expensive cities on the planet – 2nd in Africa after Luanda (Angola). A rather weird fact for a capital city in a country with less than 200 km’s of paved road, WUP. The first time I went to South Sudan was in 2009 before the independence from Sudan (2011), where I lived in a mud hut and probably (hopefully after 4 years at uni) was a bit more ignorant than now, peed in a whole in the ground and had horny, screaming goats breaking into my room to eat my bananas. That was the time I figured out that the African continent is my second home (I travelled to other African countries as well and last year went to Ghana with the same feeling). Already in 2009 I also decided that I wanted to go back to South Sudan – someone actually promised me to raise me a she-goat for when I got back 🙂 And now I am – f.ck yeah! Even though it’s just for 4 months, since I have to get back and finish my Master’s, it is a dream come true and one, which I never imagined would be fulfilled already – so maybe my she-goat is not there waiting for me yet, but what the hell is a vegetarian gonna do with a she-goat anyways….

I can’t say that much else about what I’m going to do yet, but keep following the blog (you can even sign up for notifications) and I’ll try to keep you updated with news of me and my awesome, incredible, boring, dangerous, challenging and I don’t know what else experiences. And probably I’ll add a little news of South Sudan, which to me is currently one of the craziest, most exiting places in the world. But for now this was just an update on my very near future and a – keep in touch and follow along notice…

Peace out – happy days!

XoXo Maja Sky Papaya

My Sudanese mom and me year 2009

My Sudanese mom and me year 2009

Projekt rugbrød, 1. udkast ala Maja T

Standard

Indeni er jeg en lille bitte bager, men jeg bliver for tyk af kager, så kaster min kærlighed på brød i stedet, så jeg ikke får dobbelthager… Jeg har længe drømt om selv at bage rugbrød, for det der skiveskårne i poser er ærlig talt ret slattent! Og det gode i butikken er for dyrt til studerendes pung. Så endelig er  projekt rugbrød gået i luften. Med lidt hjælp fra min søde veninde Anne og nogle blogs på nettet er første gang blevet en lykkens gang, hvilket vist ellers er en sjældenhed i rugbrød-med-surdejens-verden og på trods af en ovn, der ikke har en ’almindelig ovn’ indstilling men kun under- eller overvarme og så selvfølgelig varmluft, plus den varmer sygt ujævnt, hvilket altid går ud over mine lækre knækbrød. Men rugbrødet klarede den dælme.

Fødsel: En sur dej!

Dag 1:

200g groft speltmel, en lille bitte smule gær (ville jeg nok egentlig ikke bruge igen), 1 tsk salt, 1 tsk honning, 1 dl yoghurt og 2 dl vand à blandes og stilles i stuetemperatur 1 døgn.

Det boblede allerede løs dagen efter – yay!

En sur dej in working…

Dag 2:

2 dl groft mel tilsættes den sure dej + en lille smule vand – æltes godt igennem med mine hænder og gæres endnu et døgn. Jeg syntes, det lugtede forfærdeligt, men hverken Leon eller hans dame reagerede, da jeg stak skålen i trynerne på dem.

Barndom (bliver til to store børn):

Ca. 1 dl surdej, knap 2 spsk salt, 900 g rugmel, 300 g hvedemel og 1,2 l vand à blandes og æltes godt, igen med fingrene. Min erfaring er generelt, at dej der æltes længe og fingre og hænder, der bliver helt smattet ind, giver bedre brød. Ikke for splattet, men det skal heller ikke være en fast dej. Mit barn hævede ca. 18 timer i stuetemperatur i mit flotte bagefad under et fugtigt viskestykke.

Teenager:

1 dl øl med malt i sig, 1 dl vand, lidt sirup, 600 g kerner (2/3 knækkede rugkerner) udblødt i vand natten over à grabberne i og ælte ælte. Jeg tog surdej fra efter øl, vand og sirup, før kerner – det får jeg se ved næste bagning, hvordan der går. Hældes herefter i forme og pyntes med kerner/birkes/whatever. Det ene brød blev bagt i en springform, da jeg kun havde 1 rugbrødsform – det var okay, meget sejt at brødet er rundt, men skulle nok have puttet lidt mindre dej i, da det var kæmpe højt… Ønsker mig vel endnu en rugbrødsform – den fra IKEA er i øvrigt udmærket, slipper let og er flot og rød.

Voksen:

Så kom det med ovnen, så måtte prøve varmluft. Det gik ok: 1,5 time ved 175 grader midt i ovnen, et par vendinger pga. ujævn varme + 15 minutters eftervarme.

Man kan fx løbe en tur mens man venter eller se et par afsnit af Modern Family. Om en måned skriver jeg nu nok noget om at studere i ventetiden.

Alderdom:

Pakkede brødene ind i et fugtigt viskestykke og stillede dem til afkøling på et træskærebrædt. De var stadig lune 2,5 time efter, ikke for hårde i kanten og lige til at skære.

Død:

Det smager godt. Meget bedre end det i poser. Og jeg føler mig sund, når jeg spiser det. Desuden er mel, kerner, salt osv. alt sammen økologisk. For lækkert mand.

Testamente:

Rugbrødsbagning lyder som noget, der tager enormt lang tid. Det gør det altså ikke. Over dage, men så længe barnet hviler, er der jo ikke noget arbejde.

Genfødsel:

Satser på at eksperimentere lidt mere med flere og andre kerner, gulerødder, krydderier og diverse andet i fremtiden. Og lader bare den sure dej bliver vildere og vildere. Den står i et syltetøjsglas i køleskabet, drysset med salt uden jod, hvor den kan holde sig i op til 2 uger. Ellers skal man sørge for at fodre den med mel og vand engang imellem. It’s alive! Kom igen bager-mand.

Klar til genfødsel…

Og lidt random:

Der er åbenbart en dame i vores opgang, der er meget bange for, at der kommer nogle farlige typer og sætter ild til vores bagtrappe… Det er lidt sjovt.

Der kommer ofte lige nogen forbi og vil sætte ild til vores bagtrappe!!!

Om at fange bananfluer i køkkenet, fordi de er nogle små irriterende sataner:Jeg lavede en skål med sukkervand, lidt saft (sukkervand fordi saften var usødet), lidt splattet frugt – bananfluer elsker frugt og lever som regel i det, der ikke har det så godt længere. Oveni blandingen smides to dråber opvaskemiddel, som bryder overfladen, så de dumme dyr falder ned, når de tror de bare skal til truget og drikke. Og nu er de væk. Tadaaa! (Elsker nettet og dets mange gode råd).

Dø bananfluer! Det er i det mindste en sød død…

Fredagstip: Tag til jazz-jam på Ambassaden (det gamle katapult; http://www.facebook.com/ambassaden) – hvis du kan spille, må du være med, hvis ikke kan du bare nyde stemningen. Starter kl. 17 og bliver ved så længe musikerne gider. Kaffe 10 kr, øl og Thorrisgård 20 kr. Siger det bare, fordi jeg selv havde en dejlig eftermiddag med min nevø dernede uden druk og ballade! Og så ser det i øvrigt ud til, at de har noget godt på programmet i festugen. Jeg vil gerne med 🙂

Gustav og mig danser på Ambassaden, han var helt vild med jazz!

Museumstip: Se udstillingen Naturligvis på Moesgård Museum – det er pisse flot i skoven lige nu, og nogle små antropologer har lavet en hyggelig udstilling (husk headset) med sengepladser, toiletbesøg og sjove radioindslag (http://www.facebook.com/pages/Naturligvis-En-s%C3%A6rudstilling-om-menneske-og-natur/467298469951095).

One låååve!

Maja

Gode råd som kan gøre dig kåd

Standard

Hvis du ikke kan sove, så læg dig ned og hold din kæft (hilsen min søster).

Det er bevist, at hjernen sender endorfiner ud i kroppen selv ved et overfladisk smil – faktisk bare ved trækningen af mundvigene ud mod kinderne. Højere koncentration af endorfin = mere rigtig glæde. Hvis smilet har lidt svært ved at finde vej, så smæk en blyant på tværs mellem tænderne; den tvinger dine mundvige ud i det, der kunne have været et smil, og måske bliver til et smil, fordi det er fjollet at gå rundt med en blyant i munden.

Meditér i larm og omfavn det, at du ikke er alene i verden.

Dans til dagens yndlingssang, mens du står i kø i supermarkedet og smil tilbage til dem, der griner af dig.

Træk vejret.

Spis noget der indeholder lidt sukker, når sukkertrangen melder sig, ellers bliver den ved at pine dig. Dermed ikke sagt, at det er helt fint at spise en pose slik hver dag.

Onaner ofte (også selvom du har en kæreste), det styrker sexlysten, og du gør noget godt for dig selv.

Vær ligeglad med om folk kan høre din samtale med veninder/venner ude i byen, hvis de af forskellige årsager ikke vil høre det, må de lade være at lytte til andres samtaler.

Vågn op til noget med farver.

Til pigerne: Når du er færdig med at tisse, læner du dig med ret ryg lidt ud over dine lår og venter på den sidste tår du fra urinrøret får. Det gør, at der går længere tid, før tissetrangen igen melder sig.

Gå nøgen rundt når du er alene hjemme og glem, at naboer kan kigge ind af dine vinduer (med mindre du bor i stuen midt i byen).

Lær at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det (en lille klassiker der hører hjemme blandt alle gode råd).

Omgiv dig selv med gode minder.

Fortæl nogen, at du elsker dem. Tit.

Nyd fridagene.

Sov nøgen.

Stå på hovedet, gerne med udsigt.

 

Happy days! Xoxo Maja Sky

 

Det gør ikke noget at være studerende, når vejret er godt!

Standard

Jeg går på Summerschool i Aarhus. Manglede lige de der 10 point, så hvorfor ikke tage dem i juli? Det har egentlig været fint nok, god undervisning, dårligt vejr. Havde sidste undervisningsdag i går – har eksamen på fredag; hvilket selvfølgelig betyder at de næste tre dage, som er de ENESTE med godt vejr, hovedsageligt går med hovedet i en computer… Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte fokusere på det positive ved at være studine i stedet for strandløvinde:

– Jeg behøver ikke barbere ben.
– Jeg skal ikke bekymre mig om, at min bikinidelle ikke er trænet/spist væk – det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne må spise chokolade nu.
– Jeg skal ikke smattes ind i solcreme eller bekymre mig om hudkræft.
– Jeg bliver ikke solbrændt og skiftevis svedig/kold hele natten grundet rød hud.
– Jeg behøver ikke lave madpakke/pakke picnickurv.
– Jeg har ingen bekymringer om at komme hjem med sand mellem ballerne.
– Jeg kan gå på facebook hele tiden (burde ikke!).
– Kaffen er lige ude i køkkenet.
– Der er ikke en masse børn/mænd der har tisset på mit toiletbræt.
– Drikkevandet er koldt.
– Jeg træder ikke på nogen vandmænd eller krabber.
– Jeg slipper for belastende turister.
– Jeg har ingen tømmermænd, fordi jeg fik en tår for meget i går!
– Jeg kan høre højt musik og skråle for åbne vinduer.

Jeg kan ikke finde på flere undskyldninger… I det mindste er der vejarbejde foran mit vindue, så det larmer helt vildt, når det står åbent, kaffen er ved at være tom og facebook er dødt, fordi alle andre er ude i de 3-dages sommer, vi får! HURRA! Men jeg fokuserer på det positive, ah!!

Sommer-MØS

Maja

Noget om Danmark og mere om Ghana…

Standard

Solen skinner ind af mit vindue på 5. sal i Aarhus, men kun fordi den har fundet et lille hul i den sorte sky som hænger næsten i højde med byens hustage. Byen. Høje bygninger. Kraner. Fabrikker. Larm fra den tunge trafik, der fylder vejen. Mennesker i rent og fint tøj. Supermarkeder. Trægulve. Et rigtigt komfur og en ovn. Friske krydderurter. Varmt vand i bruseren. Venner og veninder. Drikkevand i vandhanen. Skilte på dansk. Blonde mennesker. 7-eleven. God kaffe. Strøm uden afbrud. Lakrids. Udgifter. Elregning. Månedlig husleje. Specialøl. Varieret kost. Cykel. Kulde. Hagl. Spejl. Ensomhed. Flersomhed. Afsavn. Rugbrød. Velkomst. Fortov. Makeup. Kærlighed. Rødvin. Sorg. Kys. Ventetid. Travlhed. Læge. Smoothie. Familie. Dreadlocks. Festival. Sygdom. Velfungerende tarmsystem. Blomster. Gummistøvler. GoCards. Fødselsdag. Mørk chokolade. Nyheder med vejrudsigt. Diskotek. Uldsokker.

       

 

Ghana I’ll miss u long time. At blive holdt i hånden af fremmede. At have fremmede børn der løber hen og omfavner én. At bade. At kunne tillade sig at danse på gaden, hvor folk smiler og griner i stedet for at kigge på dig som om du er underlig. At holde ferie. At se noget man undrer sig over hver eneste dag. At danse i regnen uden at fryse. At sove under myggenet. At tage bade under åben himmel. At hilse og blive hilst af venner og fremmede hvor som helst når som helst. At hedde ”sky”. At blive kaldt ubruni. At have små bryster. At se kvinder i farverige kjoler. At møde smil overalt. At drikke sig fuld for småører. At gå i skole på en strand. At spise søde avocado hver dag. At se solen hver dag. At se på stjerner i mørklagte byer. At høre reggae musik. At se folk bære alt på hovedet. At besøge Banana House. At drikke vand af poser. At grine af skilte. At få hjælp uden at spørge. At undskylde alt med TIA – This Is Africa. At få mærkelige komplimenter. At have råd til at købe en hund. At I love you er helt normalt at sige.

Der er også noget, jeg ikke kommer til at savne. Mørke aftener. Kedsomhed. Sved. Kolde bade, når det ikke er varmt. Harmatan. At blive forfulgt af negermænd der ikke forstår et nej. De samme historier igen og igen og igen. Parasitter. Tiggen om penge. Fattigdom. Samvittighed. Toiletter. Maden. Risikoen for malaria. Regntid. Trafik. 3-dages begravelser. Fulde mænd der spørger: ”Have you tasted the black sausage? It’s tasty, it’s so juicy!” og tror, at de kan score mig. Frygten for tyveri. Maveproblemer. Dårlig pulverkaffe. Dårlig 90’er musik. Diksussioner om hvorfor jeg ikke er religiøs. At diskutere hvorfor jeg ikke vil have børn. Drømme om at få cappuccino-børn. Alting african time.

           

Og meget mere om det hele selvfølgelig…! Men nu vil jeg til festival og nyde livet lidt mere!

 

I love you!

One love! Bless!

PAPARAZZI!

Standard
Mit sidste album fra Ghana… tjek det ud… der kommer snart et sidste blogindlæg også, men skal lige lande lidt mere i DK, så det ikke kun kommer til at handle om, hvor pisse koldt her er, og hvor meget jeg ville ønske, jeg bare kunne rejse tilbage (det kommer bloggen nu nok til at handle om alligevel, hvis jeg kender mig ret)…
                                
Her er først lidt øjenguf: