Category Archives: South America 2011

Peru, Bolivia and Argentina.
Participants: Maja, Andrea, Jonas, Leon and many more…

Aside

Hov hov tænker du nok nu! Er det ikke snart… 3 MÅNEDER siden Maja kom hjem fra Sydamerika? Well like it or not, jeg lovede Jer jo i sidste blog, at jeg ville fortælle om den sidste del af turen, når jeg havde tid…Og nu er det jo altså ikke sådan, at jeg overhovedet ikke har haft tid, men efter i dag at have sovet længe og bagt både boller og cookies er jeg løbet tør for overspringshandlinger, og nu går det så ud over Jer mine kære læsere… Bum! Men I må altså selv læse de andre blogindlæg for at få lidt kontekst på, så jeg starter bare sådan lidt her ude i det blå…

eller faktisk var det overskyet og gråt… Santa Cruz, lavland og varme – lækkert – men fa’me så om ikke det blev regnvejr? Og Leon og mig begge to crashede for en dag med sygdom! Hurra det var hyggeligt, specielt da personalet kom og sagde vi ikke måtte bruge deres toilet, og det vi havde i værelset var så meget I værelset, at der ikke var bygget en hel væg mellem badeværelse og værelse med 4-senge, greatness! Men jeg fik da set Aladdin på spansk; så bliver Jasmin altså bare lige det mere lækker…

Herefter ville vi på tur fra Santa Cruz, så vi gik ind og bookede en 2-dages tur via ‘google translate’, skidesmart, så taler de jo lige pludselig dansk i Bolivia! Nåh ja, så lige bortset fra at dag 2 åbenbart var et mega hårdt jungletrek i Amazonas (ni-i-ice), så der lå vi og væltede i mudder med miniskirts og Leons smadrede knæ, det var skisme da ren humor! Men det var mega sejt og smukt og filmagtigt alligevel…

Efter junglen og nogle vilde inka-ruiner kom vi meget BESKIDTE og trætte tilbage til Santa Cruz, hvor vi langt om længe fik booket en bus ud af den rige by. Denne gik til Uyuni (saltørken, kommer om lidt) med ca. 3 skift (selvom vi havde fået af vide, at den samme bus kørte hele vejen), overpris og LORTEBUSSER + LORTEveje, TAK Bolivia!

Uyuni er verdens største saltørken på 12.000km2 og pissehamrende koldt! Faktisk så koldt, at man ikke kunne overskue at tage sine 5+ lag tøj af, så vi var ikke i bad i 4 (eller 5?) dage nogen af os og skiftede i øvrigt heller ikke tøj, yummi… Men hvor var det bare vildt vildt smukt! Efter Uyuni tog vi vores sidste og værste skod-lorte-pis-jeg-kender-ikke-ord-der-kan-udtrykke-det bus i Bolivia til Argentinas grænse – hallo jeg kunne ikke engang have mine ben der, og de er ellers ret så korte! Gik over grænsen til solopgangen fulgt af en boliviansk hund og satte os i den vildeste luksusbus i Argentina, hvor man kører på glatte veje og har et sæde HVER, der er ligesom førsteklasse på et fly…Også tilsvarende dyrere, men det ville vi på nuværende tidspunkt hjertens gerne betale! Efter 1 milliard timer på farten kom vi endelig til Salta – til en enkelt overnatning i en seng og ikke mindst et meget tiltrængt bad!

Og så stod vi op og satte os på den næste bus bus bus bus bus (heldigvis luksuuus), måske var det her, de kom rundt og spurgte efter maden om vi lige ville have en whisky eller likør? What? Crazy nok der…
Og så landede vi lige ved lidt varme og en meget kold pool ved Iguazu Falls, som er et af verdens største vandfald og WAUW WAUW WAUW siger jeg bare… Den argentinske side er vild og voldsom og man kan sejle ind under vandfaldet osv. Det var bare helt vildt at opleve, og det fortsætter og fortsætter bare i én uendelighed. Den brasilianske side er udsigt og meget smukt og her får man virkelig en idé om, hvor gigantisk det er (nåh ja vi tog lige en sviptur til Brasilien også 🙂 ). Det er det flotteste naturfænomen, jeg nogensinde har set. Og vildeste. Og så er der i øvrigt små arrige men også meget cute næsebjørne over det hele 🙂

Herfra gik der ren musical (Evita) i turen, i hvert fald for mit vedkommende, for nu stod den på The Big Apple! Så jeg snurrede og sang “Watch out Buenos Aires” og “Don’t cry for me Argentina” i vilden sky, mens de andre vist syntes, jeg var lidt fjollet (læs: møg-irriterende). Det er jo Leons hood, så han havde os rigtig med på tur, på yndlingsbar og yndlingsrestaurant (noget med blodigt kød)!

I Argentina var de i øvrigt endnu mindre forstående overfor det der “vegetar” og jeg oplevede én gang at få serveret en ret, hvor de bare lige havde prøvet at fjerne kyllingen, men desværre ikke fået det hele med. Et andet sted skulle jeg betale fuld pris for en kødbuffet fordi ‘chicken is also very expensive’; men efter gebrokne forklaringer, fik jeg da heldigvis børnepris i stedet… I Bolivia oplevede jeg bl.a. også at få en ret, der stod som vegetar på menukortet – med kød i åbenbart! Det er altså lidt funny…

Evita Peron og de andre 3 gik til Tango og imponerede salen (jaja) med deres udsøgte egenskaber i denne verdens flotteste mest sensuelle og seksuelle dans. De brugte timevis på marked og spiste traditionel argentinsk barbecue med Leons venner. De festede og hyggede en hel uge i B.A. Men lige inden ugen sluttede fik Evita stjålet sit kamera (hun var meget moderne) i Subten – for real and why always me? og desværre virker usb’en med back-up’en ikke, så det er derfor, der ikke er kommet så mange billeder… Snøft!

Buenos Aires var ellers pretty much en europæisk storby og virkelig noget helt helt andet end Peru og Bolivia, men tror jeg skulle bruge mere tid der, for at få et rigtigt feel af byen og sådan…

Og waa waa så var det hele bare slut og farvel Leon og verden og HULK! Men også meget hurra, for hvor var det bare lækkert at komme hjem igen… Et par kilo tungere (fordi jeg virkelig fik dyrket min sukkerafhængighed), et par oplevelser rigere og mange lange busture trættere OG med en adopteret babylama (Denis), som nu bor i min plante…

Det var vist det for denne gang, beklager henholdsvis de ganske få opdateringer og ellers, hvis jeg har kedet eller opholdt nogen! Anyways, jeg tager til MEXICO 1. januar (på udveksling) og et halvt år frem, så mon ikke der kommer lidt mere vrøvl og floskler fra min side til den tid 🙂 Og ja, niveauet, det forbliver lavt og talesprogs-agtigt, for sådan er det nu engang sjovest at skrive en blog…

Just a little touch of star quality…

The show must go on…

Standard

Ja ja, selvom jeg er kommet hjem, vil jeg nu alligevel gerne give Jer en update på resten af min tur i indianerland – her kommer i hvert fald det, jeg foreløbigt kan nå!

Som sagt i den sidste blog (for lang tid siden) gik turen fra Peru mod Bolivia – på en lortebus! Men det bringer også altid sjove oplevelser med sig; som da bussen fx blev kørt ud på det, der egentlig bare lignede en stor træplade, for at blive fragtet over noget vand – gudskelov var vi blevet sat på en “rigtig” båd forinden, for det så da noget usikkert ud… Her begyndte Andrea og jeg for alvor at tro på Pachamama – moder jord – som de indfødte folk, da vi nemt kunne se nødvendigheden af at have hende med os på rejse…

Efter en nat i bussen, en ny bus og en masse grusvej var vi pludselig i Bolivia, omgivet af små tykke (indianer) kvinder med mange lag tøj, farverige sjaler og sjove bowlerhatte på toppen af hovedet med to lange fletninger hængende ned af ryggen. Hello til dårlig mad, kolde bade, verdens højeste alting og meget mere… Startede ud med en dejlig heldags-bådtur fra Copacabana til Isla del Sol, hvor sol og måne ifølge ældgamle Inka-myter efter sigende skulle være født.

Herefter gik turen direkte mod piflans kolde La Paz, verdens højeste storby i 3,650 m’s højde – det er meget højt = pisse pisse koldt! Godt med shopping og lokalmarked med meget billige uldting, men også en by fyldt med handel for de lokale; masser af de hersens lavstammede bolivianske kvinder med hver deres lille “markedsbod” midt på vejen, med alverdens random ting, masser af frisk frugt, brød, friskpresset juice for et par håndører, heksebryg, potter, pander, elektronik, tøj, nøglesmede, ragelse og selvfølgelig det obligatoriske kødmarked uden is og køler, råt kød og levende dyr i én stor pærevælling (bl.a. marsvin som er en stor spise i Peru og Bolivia; nåh ja, Jonas spiste marsvinehjerne i Peru! Mums!)… Og så kom vi endelig til en biograf, så vi kunne komme ind og se Harry Potter – til sølle 15 kr! Men så var biografen også isoleret med æggebakker…

Efter et par dage i La Paz tog jeg alene afsted på den berømte og berygtede Death Road! Turen består af en cykeltur (mountainbike) ned af verdens farligste vej – YEAH BABY! Hold kæft et rush… Jeg var vild og hurtig og sej og totalt insane at køre så hurtigt ned af en smal grusvej med en næsten konstant lodret skrænt… Men det var dælme det værd!

Efter La Paz pakkede vi sammen og kørte med en dejlig skramlet lokalbus til et Wild Life Retreat: Et magisk lille paradis, hvor de havde fugle, papegøjer, flere forskellige arter af aber, en bjørn, en caiman og en masse andre dyr, som hovedsageligt var dyr, der var blevet holdt ulovligt som kæledyr eller blevet misbrugt af deres ejere… Flot koncept og skønt sted, hvor dyrene kunne bo resten af deres liv. Der var blandt andet en cute edderkoppeabe, som var vild med at holde i hånd og lege, specielt med Jonas, som på mange måder også minder lidt om en abe 😉 (http://www.sendaverde.com/)

Aben Jonas mistede desværre sit pas på busturen, så den stod på lidt mere party og gensyn med gamle nye venner tilbage i La Paz, før vi kunne begive os videre i Bolivia, ÆV!

Af lidt mærkelige årsager besluttede vi os herefter for at rejse mod Santa Cruz og lavlandet, som er Bolivias største og rigeste by og område, hvor en masse “indvandrere”/gringos/hvide har slået sig ned (for generationer siden) og tjent en masse penge… Det betyder bl.a. at landets præsident, Evo Morales, som selv er ‘indigenous’ (oprindelig = indianer, men det må man helst ikke kalde dem), stort set er bandlyst fra byen og området, fordi han kæmper for de fattige i landet og giver små lodder af de riges jord (som de sikkert selv engang stjal fra indianerne) “tilbage” til de oprindelige folk. Robin Hood? Her var ingen kvinder med bowlerhatte, og folk var generelt meget lysere i huden, øjne og hår. Oveni var der store kvægfarme, fine huse, kæmpe biler og dyre caféer. Selvom det var lidt mærkeligt at tage den lange vej til Santa Cruz, var det faktisk meget nice at se denne rigere del af landet, samtidig med at det selvfølgelig understregede, hvor fattige mange mennesker virkelig må være, da Bolivia stadig tæller som Sydamerikas fattigste land…

Slutningen af turen gennem Bolivia og afslutningen i Argentina kommer lige om lidt…

Og gaa og gaa og gaa og gaa og gaa og gaa…

Standard

Allerfoerst vil jeg lige undskylde for eventuel vroevl i denne blog: Har en anelse toemmermaend fra festen i gaar (og det er saa nu jeg ikke skal indroemme at klokken faktisk er 6pm her hos mig)… Det er haardt at vaere backpacker, stakkels mig!

Cuzco: Nice nice by i en dal, udsigt lige meget hvor man vender sig hen, hoej sol, varmt om dagen, pisse koldt om natten… I love it! Aeder piller for hoejdesyge og kaemper med at traekke vejret. Byen har holdt 100 aars foedselsdag for Machu Picchu (Matju Piktju), saa vi fik lige en ekstra oplevelse oven i hatten med en god omgang kulturfestival i hele byen… Blev interviewet til Peruviansk national TV, fordi de synes vi var smukke og soede :), bare aergeligt vi ikke rigtig taler spansk og saa i oevrigt stod og raabte ‘England, England’, fordi vi hang ud med nogle laekre britiske piger… Har shoppet alpaca-uld, lab-danset en bartender, sunget karaoke og koebt mig en baby lama, der hedder Denis, og som I helt sikkert foer eller siden moeder paa nogle af mine billeder. Har reddet paa en fjollet hest, der hed Scorpion, i 4 timer. Den var gal i laaget, hvilket smittede rimelig meget af paa mig, saa siden har jeg vist bare vaeret ret fjollet og grinet meget med mig selv… dejligt!

5 dages trek til Maktju Piktju

Har gaaet knap 90 km paa 5 dage og smadret min krop, men til gengaeld faaet virkelig gode benmuskler og sikkert ogsaa lunger og noget med roede blodceller pga. hoejden… Besteg et bjerg paa 4.650 m – mega haardt, som i MEGA MEGA HAARDT! Nok noget naer det haardeste fysiske jeg nogensinde har proevet, men jeg gjorde det! Ja sku!

Resten af trekken var ogsaa haard, men ikke paa samme maade – det er bare haardt at gaa og gaa og gaa, men hyggeligt og sammen med en masse virkelig dejlige mennesker… Fedt saadan at komme ud og moede sig en masse nye venner fra hele verden igen: Nu har jeg nogen at bo hos, hvis jeg tager til USA, Israel, Frankrig, Australien eller England, fedest!

Har sovet i telt i henholdsvis kulde og varme, var mega heldige med vejret, som viste sig at vaere hoej sol i 5 dage og mega varmt, i hvert fald naar det ikke var koldt – hvor heldig har man lov at vaere, badet i hot springs og ellers i oevrigt vaeret rimelig klam af sved og solcreme og skidt i  5 dage, haft baalfest og zip-linet 6 gange over en flod 160 m oppe i luften… Det foregaar saadan at man faar en sele om roeven og laarene, bliver spaendt fast paa en wire i en lille krog og saa ellers bare skubbet ud over kanten og afsted til den anden side – gaet engang, jeg skreg meget og glemte saa ellers i oevrigt at traekke vejret, men det var det hele vaerd, WAUW! Det har efterhaanden udviklet sig til at vaere en lidt ekstrem ferie var, nok noget der sker, naar man rejser med drenge… Men men, det aendrer sig nok nu, eftersom Leon smadrede sit knae paa trekken og har vaeret paa hospitalet og alt muligt shit – godt at have sig en rejseforsikring!

Machu Picchu – den store dag!: Stod op kl. 3.30 om natten, satte pandelampen paa og begav os (til fods selvfoelgelig) afsted mod Machu Picchu… Gik ca. 1 time op af maaange trapper og var fremme ved MP foer det var lyst, sammen med en milliard andre turister (hvoraf en del var dovne og havde taget bussen)… WAUW for en vild morgen, stod i en sky, da det begyndte at lysne og saa gradvist forsvandt skyen, solen kom frem og vi kunne se den smukke ruin af en gammel inka-by… FLOT! Besteg lige endnu et bjerg, for at faa udsigt over omraadet, og saa var det ellers tid til at komme hjem! Ikke mere vandretur de naeste par dage, ikke flere vabler eller smadrede knae, men mon ikke vi smutter en tur ind i Bolivias jungle, naar vi begynder at blive laskede igen.

Kom glade hjem fra trekken, skiftede til rent toej og gik direkte i baren for at fejre vores sejr over Perus storslaaede natur… Endnu engang: Det er simpelthen saa crazy og flot overalt… Om 4 timer hopper vi paa en bus og drager mod Bolivia, og ja, det glaeder jeg mig da ogsaa til! Like totally! Nye mennesker (men haardt at sige farvel til de gamle), nye omgivelser, billigere priser, lorte veje og forsinkede busser, HURRA!

Moes paa Jer!

Jeg proever lige lidt alligevel…

Standard

Well havde egentlig ikke taenkt, at jeg skulle blogge i denne omgang, men nu sidder jeg alene vaagen en stille formiddag, mens de andre sover laenge (fordi min krop stadig vaagner kl. 7 om morgenen uanset sengetid og du-er-paa-den-anden-side-af-jordkloden-for-f…-tid!)… Saa her kommer lidt fra min tur til Sydamerika, maaske bliver det foerste og eneste gang, men skal saa forsoege at lave en fyldestgoerende update naar jeg atter er hjemme i lille Danmark!

(FYI! Turen er sammen med min gamle roomie Leon, som pt bor i Argentina, hans lillebror og min nuvaerende roomie Jonas og vores allesammens veninde Andrea!)

Vores tur startede VIRKELIG godt med, at Jonas, Andrea og jeg stod i lufthavnen og fik af vide, at vi ikke kunne komme nogen steder! Noget med et visa til USA, som man aabenbart SKAL ha´, selvom det bare er en latterlig lille mellemlanding… Med bankende hjerte og svedige haender baellede jeg kaffe og tastede alt, hvad mine smaa fingre kunne og svarede nej til at vaere terrorist eller boernemishandler og alle de andre fjollede ting, man skal svare paa for at faa visum. Det lykkedes endelig efter mange flere komplikationer at tjekke ind og saa loeb vi ellers gennem Kastrup for at naa vores fly… Men nu er vi her sq (efter godt 27 timers transport!), saa det lykkedes tydeligvis! Fremme i Lima (Peru) stod lille yndlings Leon lidt fuld og klar til at hente os – manner det er godt med gensyn 🙂

Random fact # 1: Clement fra Debatten paa Dr2 var med vores fly – han er lige saa grim i virkeligheden som paa tv og pisse irriterende og usympatisk at hoere paa!

Vi startede med et par stille og rolige dage i Lima, som egentlig ikke er en saerligt charmerende by… Jetlag vendt ved hjaelp af oel, laekre mennesker og en lille dans paa baren…

Ud af Lima til Huacachina (wakatjina), som er en lille bitte roevkedelig by omgivet af oerken… Dén var til gengaeld mega cool, saa uagtet tidligere ulykker med surfbraet i hovedet og ski i nakken hoppede jeg nu atter paa et board og surfede ned af de enorme og meget stejle sand-dunes… Og skreg meget! Hele tiden! Og stod faktisk kun op ca 5 meter, hvorefter jeg tog resten af bakkerne paa maven… Ja ja…

Random fact # 2: Andrea og jeg havde en ti minutters samtale paa spansk med en mand, der troede vi var lebber…

Vi er nu i temmelig kolde, mega smukke Cuzco efter 18 timer i en bus, hvor der konstant spilles enten synkroniserede film uden undertekster eller mega hoejt musik, som oerepropper ikke engang kan klare… Ain´t that charming! Men wauw for et landskab vi har vaeret igennem, det er aandssvagt smukt! Enorme bjerge og lige saa dybe dale, det er frodigt, med masser af terasser med landbrug og meget smaa mennesker, der arbejder under store vidder (toiletterne her er i oevrigt ogsaa enormt smaa!)… Vi tager et par dage i denne meget bakkede, smukke by inden vi tager op til Macchu Pichu – det gamle inkarige – og tilfredsstiller drengenes eventyr- og historielyst… Men det skal man jo og jeg glaeder mig ogsaa pisse meget!

Tror de andre er staaet op og synes allerede min blog er rimelig meningsloes! Saa over and out her fra mig… Verden kalder!

MOES Maja