Category Archives: Ghana Spring 2012

Studying Global Environmental Management with Kulturstudier in Ghana, Spring 2012. Experiencing life and loving Ghana. Small small travelling and a lot of relaxation. Africa is my other home. Whether Ghana will be it one more time I’m not sure; maybe I’m afraid I will never get out of there then. Bits and pieces of my life and other random stuff – Sharing is Caring! One love! Stay blessed!

Noget om Danmark og mere om Ghana…

Standard

Solen skinner ind af mit vindue på 5. sal i Aarhus, men kun fordi den har fundet et lille hul i den sorte sky som hænger næsten i højde med byens hustage. Byen. Høje bygninger. Kraner. Fabrikker. Larm fra den tunge trafik, der fylder vejen. Mennesker i rent og fint tøj. Supermarkeder. Trægulve. Et rigtigt komfur og en ovn. Friske krydderurter. Varmt vand i bruseren. Venner og veninder. Drikkevand i vandhanen. Skilte på dansk. Blonde mennesker. 7-eleven. God kaffe. Strøm uden afbrud. Lakrids. Udgifter. Elregning. Månedlig husleje. Specialøl. Varieret kost. Cykel. Kulde. Hagl. Spejl. Ensomhed. Flersomhed. Afsavn. Rugbrød. Velkomst. Fortov. Makeup. Kærlighed. Rødvin. Sorg. Kys. Ventetid. Travlhed. Læge. Smoothie. Familie. Dreadlocks. Festival. Sygdom. Velfungerende tarmsystem. Blomster. Gummistøvler. GoCards. Fødselsdag. Mørk chokolade. Nyheder med vejrudsigt. Diskotek. Uldsokker.

       

 

Ghana I’ll miss u long time. At blive holdt i hånden af fremmede. At have fremmede børn der løber hen og omfavner én. At bade. At kunne tillade sig at danse på gaden, hvor folk smiler og griner i stedet for at kigge på dig som om du er underlig. At holde ferie. At se noget man undrer sig over hver eneste dag. At danse i regnen uden at fryse. At sove under myggenet. At tage bade under åben himmel. At hilse og blive hilst af venner og fremmede hvor som helst når som helst. At hedde ”sky”. At blive kaldt ubruni. At have små bryster. At se kvinder i farverige kjoler. At møde smil overalt. At drikke sig fuld for småører. At gå i skole på en strand. At spise søde avocado hver dag. At se solen hver dag. At se på stjerner i mørklagte byer. At høre reggae musik. At se folk bære alt på hovedet. At besøge Banana House. At drikke vand af poser. At grine af skilte. At få hjælp uden at spørge. At undskylde alt med TIA – This Is Africa. At få mærkelige komplimenter. At have råd til at købe en hund. At I love you er helt normalt at sige.

Der er også noget, jeg ikke kommer til at savne. Mørke aftener. Kedsomhed. Sved. Kolde bade, når det ikke er varmt. Harmatan. At blive forfulgt af negermænd der ikke forstår et nej. De samme historier igen og igen og igen. Parasitter. Tiggen om penge. Fattigdom. Samvittighed. Toiletter. Maden. Risikoen for malaria. Regntid. Trafik. 3-dages begravelser. Fulde mænd der spørger: ”Have you tasted the black sausage? It’s tasty, it’s so juicy!” og tror, at de kan score mig. Frygten for tyveri. Maveproblemer. Dårlig pulverkaffe. Dårlig 90’er musik. Diksussioner om hvorfor jeg ikke er religiøs. At diskutere hvorfor jeg ikke vil have børn. Drømme om at få cappuccino-børn. Alting african time.

           

Og meget mere om det hele selvfølgelig…! Men nu vil jeg til festival og nyde livet lidt mere!

 

I love you!

One love! Bless!

Advertisements

PAPARAZZI!

Standard
Mit sidste album fra Ghana… tjek det ud… der kommer snart et sidste blogindlæg også, men skal lige lande lidt mere i DK, så det ikke kun kommer til at handle om, hvor pisse koldt her er, og hvor meget jeg ville ønske, jeg bare kunne rejse tilbage (det kommer bloggen nu nok til at handle om alligevel, hvis jeg kender mig ret)…
                                
Her er først lidt øjenguf:

Ondt i måsen

Standard

Fladt landskab, bakker med skov i horisonten. Vejen er god nok. Runde jordhytter med stråtage spredt i landskabet. Firkantede huse med bliktage, det er det billigste – de bliver varme og det larmer usandsynligt meget, når det regner. Ånder og forfædre regerer over jorden i landet.

Det regnede i morges; det var godt, for regnen har været forsinket, så folk ikke kan høste. Det fortalte Abigail os i går, hun er Jehovas vidne og gav os en engelsk udgave af vagttårnet og fortalte, at en masse døvstumme i Ghana er Vidner, en svag gruppe. Hun vil gerne giftes med en mand, der også er Vidne, så de kan få et fredeligt ægteskab. Jeg rejser forresten med Rikke, som jeg har studeret med i Cape.

Passerer en lastbil, der er kørt galt, vores tro-tro kan næsten ikke trække os op af bakken. Måske fordi der er tre levende geder på taget sammen med vores rygsække og en milliard andet bagage. Der kommer vand ind gennem taget og lander på vores ben. Jeg kan se vejen gennem gulvet. Men vi sidder i det mindste behageligt nok.

I går kørte vi til en lille landsby i en endnu mindre tro-tro; minibus eller det der svarer til en lille varevogn derhjemme. De formåede at fylde 19 voksne og fire børn + bagage ind i bilen. Og det er jo altså ikke unge slanke mennesker, jeg sad fx mellem 5 mamas, de har brede hofter. Bussen kørte også meget langsomt. Jeg sad baglæns med knæene helt oppe under kjolen af en ældre fin dame, det var sku lidt mærkeligt og ret varmt. Det er Nordghana og giver mig en eller anden følelse af at være mere “lokal” end nede ved kysten. På vejen hjem fra landsbyen var vi seks voksne og tre børn i en taxa – en almindelig personbil, Toyota. Chaufføren roste Rikke og mig for at være gode til at sidde to på forsædet, når det er afrikanske piger fylder de altid det hele, så han ikke kan komme til gearstangen, men de kunne lære noget af os. Politiet er i øvrigt ligeglade med overfyldte biler og busser heroppe nordpå. De bliver måske også lige smurt med et par håndører.

Min bustur herop gik sådan, at jeg brugte 18 timer i den samme tungt læssede bus på at rejse 836 km – pew, det var hårdt. Og sad allerbagerst i bussen så hvert eneste bump gik lige i ryg og nakke, æv en dårlig og kedelig tur. Uden mad. Og da jeg prøvede at sove om natten skubbede min sidekvinde – ghanesisk mama – hele tiden til mig fordi mit hoved åbenbart dyppede hendes vej. Dumme. Og kaldte mig sleeping beauty om morgenen. Det kan du selv være, bortset fra jeg er yngre og pænere end dig.

Folk i Nordghana er grimmere end i syd. Anderledes træk, øjnene sidder langt fra hinanden. De fleste har stamme-ar i ansigtet; det får de mens de er helt små. Lodrette eller vandrette linjer på kinderne. Nogle på begge, nogle bare en side. Har også set en kvinde, hvis ar lignede knurhår, det var fjollet. Stammetilhørsforhold er meget vigtigt i Nord, fx var det mærkeligt at jeg ikke kendte stammenavnet på mine venner i Cape Coast. Og så spørger de også, hvilken stamme jeg tilhører 🙂
I jagten på rigtig kaffe rendte vi lige ind i de lokale rastaer i Bolgatanga, de var meget søde, men det var også lidt en crazy fredag den 11. maj, fordi Bob Marleys havde fødselsdag. Flygtede et par gange fra mænd, der ikke forstod det der med kærester – man skal da gerne have nogle stykker rundt omkring. Vi er heldigvis blevet gode til at sige ‘No, no, no’ efter over tre måneder i Ghana, klammerikker. Men så er det altså irriterende at være i en lille by, hvor man møder de samme igen og igen. Det har desuden været lidt trist at være heroppe, for her kalder ingen os længere ubruni 😦

Turen mod Kumasi fortsætter efter to timers ventetid på en station i en stor forholdsvis god bus, dog med et par nedture: 1) De store busser i Ghana har altid et tv, hvorfra der spiller dårlige soaps på al for høj volumen hele vejen, også selvom turen tager 7 eller 18 timer, det fortsætter endda om natten. 2) Det begyndte at regne fra de der runde dimser, der puster luft ud over sæderne – lige hvor Rikke og jeg sad selvfølgelig. Derudover gik bussen selvfølgelig også i stå kort før destinationen, i mørke og tog også tre timer længere end vi havde regnet med. Tissepausen var lang fordi en del muslimer skulle bede i bederummet ved siden af urinalerne (både mænd og kvinder; sidst jeg var på sådan et tissede jeg i en rende, hvor de andre kvinders tis også løb igennem, underligt tisseland). De troende har små farvede plastik-tekander til det vand de skal vaske sig med før de beder. Troede først bare det var virkelig dårlig smag i brugskunst, da jeg så folk rejse med kanderne, ups. Vi lærer stadig hver dag.

Endelig fremme i Kumasi, Ghanas andenstørste by, storbyen, larm, mennesker, biler, men ingen mad en søndag aften, så vi spiser bønner og knækbrød, æv. Morgenmaden består som sædvanlig af æg, måske brød og nescafe med kondenseret mælk fra en af gadeboderne; dem kan man altid finde og to mennesker spiser sig mætte for 6-8 kr, hurra! Dagen fortsætter til Vestafrikas største udendørs marked, er du vimmer, der er mange mennesker, ingen hvide udover os dog. Man bumper hele tiden ind i folk, her er det med numsen. En mama er ved at vælte mig lige ind i en butik, fordi hun skal mase sig forbi med måsen. Jeg får en kurv med vand i hovedet, fordi en ung pige navigerer lidt forkert med læsset hun slæber på toppen af hovedet. Folk råber, enten at vi skal se at komme af banen, fordi de slæber ting på hovedet i lange stier på max en meters bredde, og vi er i vejen, eller fordi det er vigtigt, at vi kommer ind og køber noget i deres lille rodede markedsstand og fortæller vores navne. Vi farer vild, bruger penge, finder ud, trækker vejret igen. 10.000 handlende skulle efter sigende være på markedet dagligt, jeg tror de alle sammen var der på samme tid med os. Og de råbte alle sammen ubruni efter os 🙂 …

PS. Jeg skrev engang en anden blog fra Afrika fyldt med nærmest latterlige historier om lokaltransport; den kan findes her (jeg står ikke nødvendigvis ved, hvad jeg skrev dengang): http://blogs.kilroy.eu/majat

20120514-162024.jpg

20120514-162002.jpg

Sådan man gør i Ghana

Standard

Jeg sidder på busstationen i Accra og venter (i tredje time) på at komme afsted mod Nordghana – en tur på 24 timer ca. Her er larm fra et tv på væggen, der spiller musikvideoer, varmt fordi Ghana bare er varmt og mange mennesker. De fleste ser anderledes ud, fordi de kommer fra Burkina Faso. De taler heller ikke rigtig til mig; det lader til at de ikke taler engelsk. Enkelte har prøvet at sige noget uforståeligt til mig. En gammel ghaneser fortæller mig at han godt kan lide Danmark, og han engang var der med en båd. Da de skulle på diskotek skulle han barbere overskægget af. Det var i hvert fald det, jeg forstod. En ung fyr har lært, at der er mange køer i Danmark. Jeg fortæller ham, at der også er mange grise.

Det er nu, jeg skal være klar til at sige farvel til det sydlige Ghana, der indtil videre er min yndlings del af landet. Måske fordi jeg endnu ikke rigtig har været andre steder. Lige nu sidder der i øvrigt en ung fyr og kigger mig over skulderen mens jeg blogger fra min mobil. Han er meget tæt på, det er lidt ubehageligt.

I går forlod min fantastiske rigtige søster mig efter en uges ferie i Cape Coast, som har været fuld af komplimenter, som fx at hun har flotte tænder. Mange troede vi var tvillinger og syntes vi er meget smukke 🙂 Og nogen synes vores søskendeforhold var underligt, fordi vi er så meget veninder. Jeg elsker min søster lagkage! Ferien (hendes og min) i Ghana startede med to blonde piger, der skreg og hoppede op og ned i et kram i lufthavnen, mens en masse mennesker så fornøjede og forundrede til. Det meste af den meget korte uge blev brugt på afslapning, svedning, forbrændinger (Anjas navn i Ghana er Snow). Jeg viste hende mine yndligssteder, vi mødte mine yndlingsvenner og drak mine yndlings”drinks”. Vi købte også en hundehvalp til mine venner i Banana House, så vaskede de den fri for lopper i en balje, og nu er den sød. Og så lærte Snow en masse om, hvordan man gør nogle ting i Ghana:

– Drikker vand af plastikposer.
– Drikker shots af små poser eller klipper dem op og mixer med sodavand.
– Går ufatteligt langsomt – jeg har indført ubruni-tempo, når jeg går med mine lokale venner.
– Oplever alt African time – tålmodighed tålmodighed tålmodighed.
– Spiser med højre hånd + betaler, tager imod og hilser med højre – venstre er uren (den er reserveret til numsen, og de siger undskyld hvis de giver noget med venstre hånd).
– Knipser med langefingeren, når man giver hånd.
– Farver deres kyllinger pink for at undgå at høgene tager dem.
– Piller næse hvor og når som helst
– Klemmer bumser på hinanden (fryd), også offentligt.
– Klør sig i bollerne uden skam, hvis det lige er nødvendigt.
– Tager brusebad under åben himmel – ah altid en fornøjelse.
– Vasker tøj i badet.
– Tisser på et gulv – ja man tror ikke på det den første gang man bliver ledt ind i et rum, der praktisk talt bare er et cement gulv, men det er sandheden. De skider i en spand, men jeg ved ikke hvor lorten ender, sandsynligvis i rendestenene sammen med alt det andet lort.
– Sover på gaden, hvis det er for varmt eller for mange mennesker indenfor
– Holder begravelser i tre dage, hvor de slår en pavillon op midt i byen, fylder den med plastikhavestole, smider mange store højtalere ind og spiller drønhøjt uafbrudt mens folk bare sidder og kigger ud i luften, sover eller er på facebook på mobilen. Døden er i øvrigt noget man fejrer og begravelsen er ikke for at sørge over den døde.
– Snakker med alle og spørger “hvor går du hen?” – en af mine venner ville lære dansk, og ville gerne lære sådan en hverdagsfrase som det – så blev jeg jo nødt til at fortælle at man ikke bare spørger random folk på gaden om, hvor de er på vej hen i Danmark. Det var vist mærkeligt.
– Hjælper altid når fremmede folk har brug for det. Så går de lige med, hvis vi ikke kan inde vej. Forhandler taxapriser for os. I dag kørte en fyr 10 min. i taxa med mig, selvom han ikke skulle samme vej, fordi taxachaufføren ikke vidste, hvor han skulle hen.

Jeg elsker Ghana. Jeg savner Jer. Jeg kommer hjem om tre uger. Det er både trist og dejligt.

Møs

20120509-104949.jpg

20120511-072127.jpg

20120511-072254.jpg

20120511-072350.jpg

Noget om skrald og parasitter

Standard

Det er lidt tid siden, jeg har skrevet sidst. Det er i virkeligheden, fordi der ikke har været (er) så meget at skrive om. Sidst jeg bloggede, sad vi midt i en gruppeeksamen; nu sidder jeg midt i min individuelle eksamen – eller det vil sige nærmere ligger pga. sygdom, men det kommer jeg til lidt senere. Gruppeeksamen handlede om skrald – og selvfølgelig mere end det, men vil spare Jer for hele opgaven. Grundlæggende kom vores problemstilling til at handle om skrald, fordi der er virkelig meget af det i Cape Coast. Det flyder ikke som sådan i gaderne, men derimod i rendestenen der løber langs gader og stræder i hele byen: ½-1 meter bred og temmelig dyb. Nogle steder er dækket med cement eller træplader, men for det meste kigger man direkte ned til det grå eller sorte vand, der flyder med plastik, dåser, mad, tis, menneskefæces og diverse andet skrald og skidt. (Derudover er det også temmelig livsfarligt, vi har ikke mindre end 3-4 stykker som er faldet i rendestenen hernede – også lidt komisk). De fleste fører direkte ud i havet, lækkert; der er en grund til, at jeg ikke bader her i Cape Coast (bilder mig ind, at det er bedre de andre steder). Ellers bliver byens skrald hentet af ”the big Zoomlion” – det er skraldebilen; Zoomlion er navnet på det private selskab, der står for at samle skrald i byen, men blev sku godt nok noget forvirret den første gang en lokal på gebrokkent engelsk fortalte mig, at skraldet blev hentet af en stor Zoom-løve. Anyways så var det et spændende og succesfuldt forløb, selvom Cape Coast stadig flyder med skrald.

Lige nu ligger jeg så i min seng og er i gang med min individuelle eksamen, som er noget mere teoretisk – jeg vil spare Jer for de kedelige detaljer. Men hvorfor ligger jeg i min seng? Jo det er såmænd, fordi jeg har været heldig at blive besat (!) af parasitter – greatness! Startede søndag eftermiddag med mavepine, træthed og opkastning – på den ikke tømmermændsagtige måde. Mandag var lige så slem, så min nye roomie og jeg drog på den lokale klinik for at blive testet for malaria. Det var død-besværligt og gik nogenlunde sådan her: Først registreres du hos den tykke dame med den dårlige paryk, så betaler du for det et andet sted. Så tager sygeplejersken din temperatur mv. Så ser du lægen, som trykker dig på maven og ellers næsten intet siger. Han giver dig en seddel til laboratoriet. Så går du til laboratoriet, som giver dig en pris, så går du tilbage og betaler, tilbage med kvitteringen til laboratoriet, de tager en blodprøve, du venter lang tid, du får resultaterne. Tilbage til lægen, hvor du venter længe på at komme ind, fordi alle de lokale går foran dig, fordi du ikke aner, hvordan tingene foregår, lægen siger ”Cecilia du har malaria”, ”Maja du fejler ingenting ud fra din test” og spørger, hvordan han  kan komme til Sverige og studere. Det her medicin skal I have. Går hen og betaler for tredje gang (makes sense!), får din medicin og endelig kan du gå hjem. Vinker farvel til alle de gravide kvinder, der sidder og venter på ’maternal care’, ’family planning’ eller ’reproduction unit’. Hjem i seng.

Jeg fik medicin mod mavepine. Da jeg onsdag aften ikke havde fået det bedre overhovedet, lurede vi den ud fra svensk-pigen Claras erfaringer med parasitter – det er nok det, du har. Her er symptomerne (kan findes på nettet, jeg kan sætte V ud for stort set dem alle): Mavepine (konstant), oppustethed (er du crazy, jeg har næsten set gravid ud nogle dage), kvalme (hele tiden), opkastning (2 dage), forstoppelse (4 dage), diarré (efter 4 dage), apati (følelsesløshed og sløvhed, har følt jeg nærmest var frakoblet min krop), svimmelhed (meget), hovedpine (en del), acne (fordi det kan forårsage at du udskiller flere hormoner, ja), træt træt træt (parasitter spiser af kroppens energi – er helt flad hele tiden).

Det er sku ikke særlig rart! Og tanken om, at parasitter er organismer, der lever i og af deres vært – altså mig – den er sku egentlig rimelig klam, AD! Heldigvis kan de dræbes med antibiotika (håber jeg), som kan købes i håndkøb til lige godt en flad femmer for en hel kur… De er forhåbentlig godt i gang med at dø indeni mig, for er sku godt nok sygt træt af at være syg nu; min seng er et kedeligt sted, og eksamensopgaven skriver desværre ikke sig selv!

One love!

Et hverdagsbillede og lidt vrøvl…

Standard
Et hverdagsbillede og lidt vrøvl…

Klokken er 1 om natten – jeg vågner og sveder. Kaster lagnet af mig, værdsætter mine roomies åbenhed til nøgen-sovning, krammer min pude og sover videre. Klokken 3 vågner jeg af hanerne, der galer, tisser fordi jeg igen har drukket for meget vand (eller andre flydende vækser) inden sengetid, tager ørepropper i, fordi jeg ved der kun er 1 time til mokséen bralrer ud over byen, når der indkaldes til bøn. Jeg vågner alligevel, forbandet. 

Klokken er 7.15 og bussen kører op foran hotellet, time to go. Sidder altid forrest i bussen, hvor vores chauffør Mr. Corsa bitcher over, at jeg (og alle de andre) er så usandsynligt dårlige til sproget, vender holdninger, mænd og oplevelser med Rikke og Inga, som altid gør mig følgeskab oppe foran, lytter til musik og følger trafikken, som egentlig er ok, men oftest også indebærer et par sindssyge overhalinger.

Langs vejen er der fyldt med mennekser og liv, de fleste har nok allerede været oppe i et par timer. Vi ser små lastbiler, hvor ladet er fyldt med mennekser og ting og høns osv. Minibusser proppet til grænsen med skolebørn; der kan nok være minimum fire gange så mange børn i en bus, som der egentlig er plads til. Der er små stande foran de faldefærdige stråhytter ud til vejen – de sælger alle det samme, men ingen køber det. Deres udsigt er smuk mod lagunen og kokospalmerne, men livet inde i hytterne tør jeg ikke rigtig forestille mig. Der er tonsvis af mennekser med ting på hovedet. Og så den lejlighedsvise nøgne tosse, der vandrer langs vejen. Hernede kan man oftest genkende psykiks syge på deres manglende klæder.

Inden vi kommer frem til ”universitetet på stranden” passerer vi den lokale skole, hvor børnene hver eneste dag vinker lige ivrigt til bussen fuld af blegfede skandinaver. Der er morgenmad på stranden, som altid består af det samme: Havregrød, hvidt brød der er ristet til tvebakker, omelet bestående kun af æg med stor mangel på salt, frugt og den evige nescafé… Så er der en forelæsning, der sikkert handler om noget med jordrettigheder (i hvert fald i vores sidste ret kedelige modul, æv), får der bræger og forstyrrer undervisningen, tid til selvstudie også kaldet yoga, en lur i en hængekøje eller badning, når bølgerne ikke er helt crazy. Lækker frokost bestående af utrolig mange kulhydrater og noget sovs af en art og kød eller fiks til dem, der spiser det. Mere kaffe. En forelæsning. Hjem igen.

Jeg står af i byen lige foran damen, der laver red-red (lokal mad med friturestegte plantain (ligesom sådan nogle store grønne bananer, lige bortset fra at det ikke er bananer) og bønner tilberedt meget delikat). Lige bag hendes ”restaurant”, som består af et træbur og et kul-blus, er en smedje, der hamrer og larmer og sikkert sender masser af partikler direkte over i maden – så ja ikke rigtig nogen regulering af, hvilke typer business, der må ligge lige op og ned af hinanden. Vi starter den daglige jagt på avocado og mango, bliver tiltalt obruni af ca. 1 million gange af børn og voksne. Går på marked med snævre passager, meget varme, røget fiks, grøntsager, stof, krydderier, symaksiner, tomatpure og atter tomatpure, grisetæer, levende snegle og grimme lugte i en stor pærevælling. Passerer en mand, der plukker blade af træerne for at fodre sine geder, som i øvrigt vrimler overalt. Der er taxier overalt, eftersom de nok udgør 80 % af alle køretøjer i Cape Coast. Og igen folk med alverdens ting på hovedet overalt; i går så jeg en mand med et stort bur fyldt med kyllinger – på hovedet ja – vi har snakket lidt om at lave en hjemmeside med ”ting du kan bære på hovedet i Afrika”… På bakken hjem møder vi utallige skolebørn i uniformer, der enten vil holde hånd eller gøre grin af os. De fleste er meget søde, men hold kæft hvor kan børn også bare være pisse irriterende. Men det kan voksne i øvrigt også.

Et bad. En tilfældig aften går vi ud og spiser lidt lokalt, måkse en lille tur på stranden, måkse på et spot med vennerne. En anden tilfældig aften tager vi en taxa til en forstad og besøger Moonshine, Sunshine, Johnny Boy og deres venner, som bor i Banana House, hvor de spiller Palm Wine Music og laver lækker mad til os i et lille mørkt køkken – mærkelig sætning? Ja, men sand. Johnny Boy går i øvrigt altid rundt i boksershorts – som det eneste, skørt. De er søde ved os. Deres baghave er en bananplantage og deres kyllinger sover i et træ. Nåh ja, Heaven kom også lige forbi, sidst vi var på besøg. Så griner vi lidt af alle navnene… Vi kender også Lightning, Stone, Moses, Yaya, Baba og mange flere. Jeg hedder Sky – I contain them all. Inga er Rainfall, Cecilia Starlight, Rikke Hurricane og mange flere – og det mest fjollede er, at de lokale, når vi præsenterer os med disse navne, bare siger: ”Oh you Scandinavians have such pretty names!” Haha!

Palmwine Music med Sunshine, Johnny Boy og Moonshine - Sunshine og Moonshine bor i øvrigt sammen, det er alt for sjovt 🙂

Lightning og Aladdin (det kalder jeg ham i hvert fald)... Lightning er i øvrigt temmelig kendt, wudwuw!

Drenge der barberer hinandens hoveder med sand som barberskum...

Nå ja mine dage slutter som regel også. Godnat!

PS.: Mine dage ser lidt anderledes ud nu, fordi vi laver gruppeeksamen for tiden, så vi er i virkeligheden ikke længere på stranden hver dag.

Siden sidst:

–       Har jeg set en abe ride på en hund. Det var vildt sjovt. Den sprang bare op på hunden, som ellers var rimelig ligeglad og bare gik videre. Bagefter stjal aben Angelicas brød, da hun prøvede at jage den ned fra et bord med en gaffel – det var den sku ligeglad med.

–       Haft en fremmed mand til at sove på mine skuldre i en bus. Random.

–       Udlevet et mindre myre-mareridt, da vi sidst vi var på strandtur syntes, at det var en vildt god idé at gå ud at bade om natten, og for at undgå sand i tøjet hængte vi det i et træ – da vi tog tøjet på igen var det så fyldt med myrer. I løb stak vi mod vores hotel, for at bade og skifte – havde stadig tøjet på, for kunne jo ikke løbe nøgne rundt på stranden – men ak og ve, da vi kom tilbage var vores nøgle gået ud for at bade (vi havde intet med det at gøre, og vi var i hvert fald ikke fulde mor), så vi blev nødt til at brække vores dør op med en machete – eller vi (Inga og mig) gjorde ikke, men fik den virkelig skæve nattevagt til at gøre det. Han havde nok i virkeligheden en nøgle, men havde vist lige røget en pind for meget til at kunne finde ud af det med at putte nøgler i en lås. Ups.

Lad være med at hænge dit tøj i det her træ i Busua!

–       Set en hel del damer med skæg; ikke bare overksæg, men små (nogen gange ret store) krøllede sorte hår under hagen, ad! Mærkeligt for negermennekser har ellers virkelig ikke ret meget hår på kroppen…

–       Blevet spurgt af et interviewoffer (mand 49 år) om, hvorfor jeg dyrker sex, når jeg ikke vil føde børn…

–       Fået af vide, at mine fødder er smukke i flip-flopper + fået et par ihærdige beundrere…  

–       Set en masse mennesker storme rundt om en kvinde, der rullede rundt på jorden – de var ved at uddrive en ånd. Sådan en helt almindelig tirsdag aften, hvor de legede kirke udenfor.

–       Lært  en ny slags engelsk: Ghaneserne bytter fx om på s og k, så ’ask’ bliver til ’aks’, ’mosque’ bliver til ’moqsue’, ’desk’ bliver til ’deks’ – det er vildt sjovt! (Så nej jeg staver ikke pludselig virkelig dårligt, har bare adopteret sproget hernede). Nå ja, så siger de ’please’ foran alt; please yes, please no… Og ’Oh sorry’ til alt. Og ’small-small’

Bless! One love!