Monthly Archives: May 2012

Ondt i måsen

Standard

Fladt landskab, bakker med skov i horisonten. Vejen er god nok. Runde jordhytter med stråtage spredt i landskabet. Firkantede huse med bliktage, det er det billigste – de bliver varme og det larmer usandsynligt meget, når det regner. Ånder og forfædre regerer over jorden i landet.

Det regnede i morges; det var godt, for regnen har været forsinket, så folk ikke kan høste. Det fortalte Abigail os i går, hun er Jehovas vidne og gav os en engelsk udgave af vagttårnet og fortalte, at en masse døvstumme i Ghana er Vidner, en svag gruppe. Hun vil gerne giftes med en mand, der også er Vidne, så de kan få et fredeligt ægteskab. Jeg rejser forresten med Rikke, som jeg har studeret med i Cape.

Passerer en lastbil, der er kørt galt, vores tro-tro kan næsten ikke trække os op af bakken. Måske fordi der er tre levende geder på taget sammen med vores rygsække og en milliard andet bagage. Der kommer vand ind gennem taget og lander på vores ben. Jeg kan se vejen gennem gulvet. Men vi sidder i det mindste behageligt nok.

I går kørte vi til en lille landsby i en endnu mindre tro-tro; minibus eller det der svarer til en lille varevogn derhjemme. De formåede at fylde 19 voksne og fire børn + bagage ind i bilen. Og det er jo altså ikke unge slanke mennesker, jeg sad fx mellem 5 mamas, de har brede hofter. Bussen kørte også meget langsomt. Jeg sad baglæns med knæene helt oppe under kjolen af en ældre fin dame, det var sku lidt mærkeligt og ret varmt. Det er Nordghana og giver mig en eller anden følelse af at være mere “lokal” end nede ved kysten. På vejen hjem fra landsbyen var vi seks voksne og tre børn i en taxa – en almindelig personbil, Toyota. Chaufføren roste Rikke og mig for at være gode til at sidde to på forsædet, når det er afrikanske piger fylder de altid det hele, så han ikke kan komme til gearstangen, men de kunne lære noget af os. Politiet er i øvrigt ligeglade med overfyldte biler og busser heroppe nordpå. De bliver måske også lige smurt med et par håndører.

Min bustur herop gik sådan, at jeg brugte 18 timer i den samme tungt læssede bus på at rejse 836 km – pew, det var hårdt. Og sad allerbagerst i bussen så hvert eneste bump gik lige i ryg og nakke, æv en dårlig og kedelig tur. Uden mad. Og da jeg prøvede at sove om natten skubbede min sidekvinde – ghanesisk mama – hele tiden til mig fordi mit hoved åbenbart dyppede hendes vej. Dumme. Og kaldte mig sleeping beauty om morgenen. Det kan du selv være, bortset fra jeg er yngre og pænere end dig.

Folk i Nordghana er grimmere end i syd. Anderledes træk, øjnene sidder langt fra hinanden. De fleste har stamme-ar i ansigtet; det får de mens de er helt små. Lodrette eller vandrette linjer på kinderne. Nogle på begge, nogle bare en side. Har også set en kvinde, hvis ar lignede knurhår, det var fjollet. Stammetilhørsforhold er meget vigtigt i Nord, fx var det mærkeligt at jeg ikke kendte stammenavnet på mine venner i Cape Coast. Og så spørger de også, hvilken stamme jeg tilhører 🙂
I jagten på rigtig kaffe rendte vi lige ind i de lokale rastaer i Bolgatanga, de var meget søde, men det var også lidt en crazy fredag den 11. maj, fordi Bob Marleys havde fødselsdag. Flygtede et par gange fra mænd, der ikke forstod det der med kærester – man skal da gerne have nogle stykker rundt omkring. Vi er heldigvis blevet gode til at sige ‘No, no, no’ efter over tre måneder i Ghana, klammerikker. Men så er det altså irriterende at være i en lille by, hvor man møder de samme igen og igen. Det har desuden været lidt trist at være heroppe, for her kalder ingen os længere ubruni 😦

Turen mod Kumasi fortsætter efter to timers ventetid på en station i en stor forholdsvis god bus, dog med et par nedture: 1) De store busser i Ghana har altid et tv, hvorfra der spiller dårlige soaps på al for høj volumen hele vejen, også selvom turen tager 7 eller 18 timer, det fortsætter endda om natten. 2) Det begyndte at regne fra de der runde dimser, der puster luft ud over sæderne – lige hvor Rikke og jeg sad selvfølgelig. Derudover gik bussen selvfølgelig også i stå kort før destinationen, i mørke og tog også tre timer længere end vi havde regnet med. Tissepausen var lang fordi en del muslimer skulle bede i bederummet ved siden af urinalerne (både mænd og kvinder; sidst jeg var på sådan et tissede jeg i en rende, hvor de andre kvinders tis også løb igennem, underligt tisseland). De troende har små farvede plastik-tekander til det vand de skal vaske sig med før de beder. Troede først bare det var virkelig dårlig smag i brugskunst, da jeg så folk rejse med kanderne, ups. Vi lærer stadig hver dag.

Endelig fremme i Kumasi, Ghanas andenstørste by, storbyen, larm, mennesker, biler, men ingen mad en søndag aften, så vi spiser bønner og knækbrød, æv. Morgenmaden består som sædvanlig af æg, måske brød og nescafe med kondenseret mælk fra en af gadeboderne; dem kan man altid finde og to mennesker spiser sig mætte for 6-8 kr, hurra! Dagen fortsætter til Vestafrikas største udendørs marked, er du vimmer, der er mange mennesker, ingen hvide udover os dog. Man bumper hele tiden ind i folk, her er det med numsen. En mama er ved at vælte mig lige ind i en butik, fordi hun skal mase sig forbi med måsen. Jeg får en kurv med vand i hovedet, fordi en ung pige navigerer lidt forkert med læsset hun slæber på toppen af hovedet. Folk råber, enten at vi skal se at komme af banen, fordi de slæber ting på hovedet i lange stier på max en meters bredde, og vi er i vejen, eller fordi det er vigtigt, at vi kommer ind og køber noget i deres lille rodede markedsstand og fortæller vores navne. Vi farer vild, bruger penge, finder ud, trækker vejret igen. 10.000 handlende skulle efter sigende være på markedet dagligt, jeg tror de alle sammen var der på samme tid med os. Og de råbte alle sammen ubruni efter os 🙂 …

PS. Jeg skrev engang en anden blog fra Afrika fyldt med nærmest latterlige historier om lokaltransport; den kan findes her (jeg står ikke nødvendigvis ved, hvad jeg skrev dengang): http://blogs.kilroy.eu/majat

20120514-162024.jpg

20120514-162002.jpg

Sådan man gør i Ghana

Standard

Jeg sidder på busstationen i Accra og venter (i tredje time) på at komme afsted mod Nordghana – en tur på 24 timer ca. Her er larm fra et tv på væggen, der spiller musikvideoer, varmt fordi Ghana bare er varmt og mange mennesker. De fleste ser anderledes ud, fordi de kommer fra Burkina Faso. De taler heller ikke rigtig til mig; det lader til at de ikke taler engelsk. Enkelte har prøvet at sige noget uforståeligt til mig. En gammel ghaneser fortæller mig at han godt kan lide Danmark, og han engang var der med en båd. Da de skulle på diskotek skulle han barbere overskægget af. Det var i hvert fald det, jeg forstod. En ung fyr har lært, at der er mange køer i Danmark. Jeg fortæller ham, at der også er mange grise.

Det er nu, jeg skal være klar til at sige farvel til det sydlige Ghana, der indtil videre er min yndlings del af landet. Måske fordi jeg endnu ikke rigtig har været andre steder. Lige nu sidder der i øvrigt en ung fyr og kigger mig over skulderen mens jeg blogger fra min mobil. Han er meget tæt på, det er lidt ubehageligt.

I går forlod min fantastiske rigtige søster mig efter en uges ferie i Cape Coast, som har været fuld af komplimenter, som fx at hun har flotte tænder. Mange troede vi var tvillinger og syntes vi er meget smukke 🙂 Og nogen synes vores søskendeforhold var underligt, fordi vi er så meget veninder. Jeg elsker min søster lagkage! Ferien (hendes og min) i Ghana startede med to blonde piger, der skreg og hoppede op og ned i et kram i lufthavnen, mens en masse mennesker så fornøjede og forundrede til. Det meste af den meget korte uge blev brugt på afslapning, svedning, forbrændinger (Anjas navn i Ghana er Snow). Jeg viste hende mine yndligssteder, vi mødte mine yndlingsvenner og drak mine yndlings”drinks”. Vi købte også en hundehvalp til mine venner i Banana House, så vaskede de den fri for lopper i en balje, og nu er den sød. Og så lærte Snow en masse om, hvordan man gør nogle ting i Ghana:

– Drikker vand af plastikposer.
– Drikker shots af små poser eller klipper dem op og mixer med sodavand.
– Går ufatteligt langsomt – jeg har indført ubruni-tempo, når jeg går med mine lokale venner.
– Oplever alt African time – tålmodighed tålmodighed tålmodighed.
– Spiser med højre hånd + betaler, tager imod og hilser med højre – venstre er uren (den er reserveret til numsen, og de siger undskyld hvis de giver noget med venstre hånd).
– Knipser med langefingeren, når man giver hånd.
– Farver deres kyllinger pink for at undgå at høgene tager dem.
– Piller næse hvor og når som helst
– Klemmer bumser på hinanden (fryd), også offentligt.
– Klør sig i bollerne uden skam, hvis det lige er nødvendigt.
– Tager brusebad under åben himmel – ah altid en fornøjelse.
– Vasker tøj i badet.
– Tisser på et gulv – ja man tror ikke på det den første gang man bliver ledt ind i et rum, der praktisk talt bare er et cement gulv, men det er sandheden. De skider i en spand, men jeg ved ikke hvor lorten ender, sandsynligvis i rendestenene sammen med alt det andet lort.
– Sover på gaden, hvis det er for varmt eller for mange mennesker indenfor
– Holder begravelser i tre dage, hvor de slår en pavillon op midt i byen, fylder den med plastikhavestole, smider mange store højtalere ind og spiller drønhøjt uafbrudt mens folk bare sidder og kigger ud i luften, sover eller er på facebook på mobilen. Døden er i øvrigt noget man fejrer og begravelsen er ikke for at sørge over den døde.
– Snakker med alle og spørger “hvor går du hen?” – en af mine venner ville lære dansk, og ville gerne lære sådan en hverdagsfrase som det – så blev jeg jo nødt til at fortælle at man ikke bare spørger random folk på gaden om, hvor de er på vej hen i Danmark. Det var vist mærkeligt.
– Hjælper altid når fremmede folk har brug for det. Så går de lige med, hvis vi ikke kan inde vej. Forhandler taxapriser for os. I dag kørte en fyr 10 min. i taxa med mig, selvom han ikke skulle samme vej, fordi taxachaufføren ikke vidste, hvor han skulle hen.

Jeg elsker Ghana. Jeg savner Jer. Jeg kommer hjem om tre uger. Det er både trist og dejligt.

Møs

20120509-104949.jpg

20120511-072127.jpg

20120511-072254.jpg

20120511-072350.jpg