Monthly Archives: April 2012

Noget om skrald og parasitter

Standard

Det er lidt tid siden, jeg har skrevet sidst. Det er i virkeligheden, fordi der ikke har været (er) så meget at skrive om. Sidst jeg bloggede, sad vi midt i en gruppeeksamen; nu sidder jeg midt i min individuelle eksamen – eller det vil sige nærmere ligger pga. sygdom, men det kommer jeg til lidt senere. Gruppeeksamen handlede om skrald – og selvfølgelig mere end det, men vil spare Jer for hele opgaven. Grundlæggende kom vores problemstilling til at handle om skrald, fordi der er virkelig meget af det i Cape Coast. Det flyder ikke som sådan i gaderne, men derimod i rendestenen der løber langs gader og stræder i hele byen: ½-1 meter bred og temmelig dyb. Nogle steder er dækket med cement eller træplader, men for det meste kigger man direkte ned til det grå eller sorte vand, der flyder med plastik, dåser, mad, tis, menneskefæces og diverse andet skrald og skidt. (Derudover er det også temmelig livsfarligt, vi har ikke mindre end 3-4 stykker som er faldet i rendestenen hernede – også lidt komisk). De fleste fører direkte ud i havet, lækkert; der er en grund til, at jeg ikke bader her i Cape Coast (bilder mig ind, at det er bedre de andre steder). Ellers bliver byens skrald hentet af ”the big Zoomlion” – det er skraldebilen; Zoomlion er navnet på det private selskab, der står for at samle skrald i byen, men blev sku godt nok noget forvirret den første gang en lokal på gebrokkent engelsk fortalte mig, at skraldet blev hentet af en stor Zoom-løve. Anyways så var det et spændende og succesfuldt forløb, selvom Cape Coast stadig flyder med skrald.

Lige nu ligger jeg så i min seng og er i gang med min individuelle eksamen, som er noget mere teoretisk – jeg vil spare Jer for de kedelige detaljer. Men hvorfor ligger jeg i min seng? Jo det er såmænd, fordi jeg har været heldig at blive besat (!) af parasitter – greatness! Startede søndag eftermiddag med mavepine, træthed og opkastning – på den ikke tømmermændsagtige måde. Mandag var lige så slem, så min nye roomie og jeg drog på den lokale klinik for at blive testet for malaria. Det var død-besværligt og gik nogenlunde sådan her: Først registreres du hos den tykke dame med den dårlige paryk, så betaler du for det et andet sted. Så tager sygeplejersken din temperatur mv. Så ser du lægen, som trykker dig på maven og ellers næsten intet siger. Han giver dig en seddel til laboratoriet. Så går du til laboratoriet, som giver dig en pris, så går du tilbage og betaler, tilbage med kvitteringen til laboratoriet, de tager en blodprøve, du venter lang tid, du får resultaterne. Tilbage til lægen, hvor du venter længe på at komme ind, fordi alle de lokale går foran dig, fordi du ikke aner, hvordan tingene foregår, lægen siger ”Cecilia du har malaria”, ”Maja du fejler ingenting ud fra din test” og spørger, hvordan han  kan komme til Sverige og studere. Det her medicin skal I have. Går hen og betaler for tredje gang (makes sense!), får din medicin og endelig kan du gå hjem. Vinker farvel til alle de gravide kvinder, der sidder og venter på ’maternal care’, ’family planning’ eller ’reproduction unit’. Hjem i seng.

Jeg fik medicin mod mavepine. Da jeg onsdag aften ikke havde fået det bedre overhovedet, lurede vi den ud fra svensk-pigen Claras erfaringer med parasitter – det er nok det, du har. Her er symptomerne (kan findes på nettet, jeg kan sætte V ud for stort set dem alle): Mavepine (konstant), oppustethed (er du crazy, jeg har næsten set gravid ud nogle dage), kvalme (hele tiden), opkastning (2 dage), forstoppelse (4 dage), diarré (efter 4 dage), apati (følelsesløshed og sløvhed, har følt jeg nærmest var frakoblet min krop), svimmelhed (meget), hovedpine (en del), acne (fordi det kan forårsage at du udskiller flere hormoner, ja), træt træt træt (parasitter spiser af kroppens energi – er helt flad hele tiden).

Det er sku ikke særlig rart! Og tanken om, at parasitter er organismer, der lever i og af deres vært – altså mig – den er sku egentlig rimelig klam, AD! Heldigvis kan de dræbes med antibiotika (håber jeg), som kan købes i håndkøb til lige godt en flad femmer for en hel kur… De er forhåbentlig godt i gang med at dø indeni mig, for er sku godt nok sygt træt af at være syg nu; min seng er et kedeligt sted, og eksamensopgaven skriver desværre ikke sig selv!

One love!

Et hverdagsbillede og lidt vrøvl…

Standard
Et hverdagsbillede og lidt vrøvl…

Klokken er 1 om natten – jeg vågner og sveder. Kaster lagnet af mig, værdsætter mine roomies åbenhed til nøgen-sovning, krammer min pude og sover videre. Klokken 3 vågner jeg af hanerne, der galer, tisser fordi jeg igen har drukket for meget vand (eller andre flydende vækser) inden sengetid, tager ørepropper i, fordi jeg ved der kun er 1 time til mokséen bralrer ud over byen, når der indkaldes til bøn. Jeg vågner alligevel, forbandet. 

Klokken er 7.15 og bussen kører op foran hotellet, time to go. Sidder altid forrest i bussen, hvor vores chauffør Mr. Corsa bitcher over, at jeg (og alle de andre) er så usandsynligt dårlige til sproget, vender holdninger, mænd og oplevelser med Rikke og Inga, som altid gør mig følgeskab oppe foran, lytter til musik og følger trafikken, som egentlig er ok, men oftest også indebærer et par sindssyge overhalinger.

Langs vejen er der fyldt med mennekser og liv, de fleste har nok allerede været oppe i et par timer. Vi ser små lastbiler, hvor ladet er fyldt med mennekser og ting og høns osv. Minibusser proppet til grænsen med skolebørn; der kan nok være minimum fire gange så mange børn i en bus, som der egentlig er plads til. Der er små stande foran de faldefærdige stråhytter ud til vejen – de sælger alle det samme, men ingen køber det. Deres udsigt er smuk mod lagunen og kokospalmerne, men livet inde i hytterne tør jeg ikke rigtig forestille mig. Der er tonsvis af mennekser med ting på hovedet. Og så den lejlighedsvise nøgne tosse, der vandrer langs vejen. Hernede kan man oftest genkende psykiks syge på deres manglende klæder.

Inden vi kommer frem til ”universitetet på stranden” passerer vi den lokale skole, hvor børnene hver eneste dag vinker lige ivrigt til bussen fuld af blegfede skandinaver. Der er morgenmad på stranden, som altid består af det samme: Havregrød, hvidt brød der er ristet til tvebakker, omelet bestående kun af æg med stor mangel på salt, frugt og den evige nescafé… Så er der en forelæsning, der sikkert handler om noget med jordrettigheder (i hvert fald i vores sidste ret kedelige modul, æv), får der bræger og forstyrrer undervisningen, tid til selvstudie også kaldet yoga, en lur i en hængekøje eller badning, når bølgerne ikke er helt crazy. Lækker frokost bestående af utrolig mange kulhydrater og noget sovs af en art og kød eller fiks til dem, der spiser det. Mere kaffe. En forelæsning. Hjem igen.

Jeg står af i byen lige foran damen, der laver red-red (lokal mad med friturestegte plantain (ligesom sådan nogle store grønne bananer, lige bortset fra at det ikke er bananer) og bønner tilberedt meget delikat). Lige bag hendes ”restaurant”, som består af et træbur og et kul-blus, er en smedje, der hamrer og larmer og sikkert sender masser af partikler direkte over i maden – så ja ikke rigtig nogen regulering af, hvilke typer business, der må ligge lige op og ned af hinanden. Vi starter den daglige jagt på avocado og mango, bliver tiltalt obruni af ca. 1 million gange af børn og voksne. Går på marked med snævre passager, meget varme, røget fiks, grøntsager, stof, krydderier, symaksiner, tomatpure og atter tomatpure, grisetæer, levende snegle og grimme lugte i en stor pærevælling. Passerer en mand, der plukker blade af træerne for at fodre sine geder, som i øvrigt vrimler overalt. Der er taxier overalt, eftersom de nok udgør 80 % af alle køretøjer i Cape Coast. Og igen folk med alverdens ting på hovedet overalt; i går så jeg en mand med et stort bur fyldt med kyllinger – på hovedet ja – vi har snakket lidt om at lave en hjemmeside med ”ting du kan bære på hovedet i Afrika”… På bakken hjem møder vi utallige skolebørn i uniformer, der enten vil holde hånd eller gøre grin af os. De fleste er meget søde, men hold kæft hvor kan børn også bare være pisse irriterende. Men det kan voksne i øvrigt også.

Et bad. En tilfældig aften går vi ud og spiser lidt lokalt, måkse en lille tur på stranden, måkse på et spot med vennerne. En anden tilfældig aften tager vi en taxa til en forstad og besøger Moonshine, Sunshine, Johnny Boy og deres venner, som bor i Banana House, hvor de spiller Palm Wine Music og laver lækker mad til os i et lille mørkt køkken – mærkelig sætning? Ja, men sand. Johnny Boy går i øvrigt altid rundt i boksershorts – som det eneste, skørt. De er søde ved os. Deres baghave er en bananplantage og deres kyllinger sover i et træ. Nåh ja, Heaven kom også lige forbi, sidst vi var på besøg. Så griner vi lidt af alle navnene… Vi kender også Lightning, Stone, Moses, Yaya, Baba og mange flere. Jeg hedder Sky – I contain them all. Inga er Rainfall, Cecilia Starlight, Rikke Hurricane og mange flere – og det mest fjollede er, at de lokale, når vi præsenterer os med disse navne, bare siger: ”Oh you Scandinavians have such pretty names!” Haha!

Palmwine Music med Sunshine, Johnny Boy og Moonshine - Sunshine og Moonshine bor i øvrigt sammen, det er alt for sjovt 🙂

Lightning og Aladdin (det kalder jeg ham i hvert fald)... Lightning er i øvrigt temmelig kendt, wudwuw!

Drenge der barberer hinandens hoveder med sand som barberskum...

Nå ja mine dage slutter som regel også. Godnat!

PS.: Mine dage ser lidt anderledes ud nu, fordi vi laver gruppeeksamen for tiden, så vi er i virkeligheden ikke længere på stranden hver dag.

Siden sidst:

–       Har jeg set en abe ride på en hund. Det var vildt sjovt. Den sprang bare op på hunden, som ellers var rimelig ligeglad og bare gik videre. Bagefter stjal aben Angelicas brød, da hun prøvede at jage den ned fra et bord med en gaffel – det var den sku ligeglad med.

–       Haft en fremmed mand til at sove på mine skuldre i en bus. Random.

–       Udlevet et mindre myre-mareridt, da vi sidst vi var på strandtur syntes, at det var en vildt god idé at gå ud at bade om natten, og for at undgå sand i tøjet hængte vi det i et træ – da vi tog tøjet på igen var det så fyldt med myrer. I løb stak vi mod vores hotel, for at bade og skifte – havde stadig tøjet på, for kunne jo ikke løbe nøgne rundt på stranden – men ak og ve, da vi kom tilbage var vores nøgle gået ud for at bade (vi havde intet med det at gøre, og vi var i hvert fald ikke fulde mor), så vi blev nødt til at brække vores dør op med en machete – eller vi (Inga og mig) gjorde ikke, men fik den virkelig skæve nattevagt til at gøre det. Han havde nok i virkeligheden en nøgle, men havde vist lige røget en pind for meget til at kunne finde ud af det med at putte nøgler i en lås. Ups.

Lad være med at hænge dit tøj i det her træ i Busua!

–       Set en hel del damer med skæg; ikke bare overksæg, men små (nogen gange ret store) krøllede sorte hår under hagen, ad! Mærkeligt for negermennekser har ellers virkelig ikke ret meget hår på kroppen…

–       Blevet spurgt af et interviewoffer (mand 49 år) om, hvorfor jeg dyrker sex, når jeg ikke vil føde børn…

–       Fået af vide, at mine fødder er smukke i flip-flopper + fået et par ihærdige beundrere…  

–       Set en masse mennesker storme rundt om en kvinde, der rullede rundt på jorden – de var ved at uddrive en ånd. Sådan en helt almindelig tirsdag aften, hvor de legede kirke udenfor.

–       Lært  en ny slags engelsk: Ghaneserne bytter fx om på s og k, så ’ask’ bliver til ’aks’, ’mosque’ bliver til ’moqsue’, ’desk’ bliver til ’deks’ – det er vildt sjovt! (Så nej jeg staver ikke pludselig virkelig dårligt, har bare adopteret sproget hernede). Nå ja, så siger de ’please’ foran alt; please yes, please no… Og ’Oh sorry’ til alt. Og ’small-small’

Bless! One love!